Velkommen til

Velkommen til Aldershvilevej.dk

En hjemmeside om mit liv og interesser.

Om mit liv og min tilværelse.

For at begynde med begyndelsen, blev jeg født en smuk sommerdag i juli måned 1948, i Holbæk Jeg blev nummer 3 i en søskendeflok af 4.

Min far var billedskærer og han kunne skære de flotteste figurer og udskæringer på møbler. Min mor var hjemmegående og passede huset og børnene.

Så den første institution jeg mødte, var folkeskolen. Her tilbragte jeg 9 år uden at være særlig begejstret for indholdet. Når jeg var færdig med skoledagen, gik jeg med aviser eller havde budplads. Da jeg afsluttede 9. klasse, fik jeg kortvarigt et job i Holbæks skibshandel, hvor jeg blandt andet kørte med proviant til skibene og brændstof til fiskerne.

Så kom jeg i lære som blikkenslager, hvor jeg var med til at lave centralvarme i huse, lægge skiffertag og lave tagrender og nedløbsrør. Efter 3 og et halvt år måtte jeg ophøre med min læreplads. Årsagen var den, at jeg havde problemer med at se i mørke og i stærkt sollys. Vanskelighederne blev gradvis værre og værre. Til sidst fik jeg på Statens øjenklinik, konstateret øjensygdommen retinitis pigmentosa, Den samme øjenlidelse som min 10 år ældre søster, Birthe Hermansen, også har. Øjenlidelsen betød for os, at synet langsomt forsvandt.

I begyndelsen af året 1968 afklædte jeg mig derfor mit arbejdstøj for sidste gang, for at tage ind til København på Blindeinstituttet på Kastelsvej. Da var jeg 19 år gammel.

På Statens øjenklinik havde de forbudt mig at fortsætte med at køre på knallert og at kravle rundt på hustage. Nu skulle jeg passe på mit hoved, for det ville jeg få brug for frem over, sagde de. Ja, livet er uforudsigeligt og foranderligt.

Min svoger, Per Hermansen, var den gang, få måneder før, blevet ansat som pedel og som den første flyttet ind på det endnu ikke færdigbyggede nye blindeinstitut i Hellerup. Så jeg boede hos dem, mens jeg tog S-toget til Østerport og gik til blindeinstituttet på Kastelsvej.

Jeg fulgte, på det gamle Institut, nogle ”skoletrætte” elever i forskellige skolefag.

Efter sommerferien blev det nye Institut på Rymarksvej i Hellerup, taget i brug og jeg fik for første gang mit eget værelse. Jeg boede på Instituttet i 2 - 3 år sammen med 80 – 90 andre unge synshandicappede. Det blev en hel fantastisk og dejlig tid.

Instituttet kogte af liv og foretagsomhed. Alt var nyt og alt kunne lade sig gøre.

Først skulle den officielle indvilgelse af Instituttet finde sted. Danmark havde nu efter 110 år med det gamle Blindeinstitut på Kastelsvej, fået et helt nyt og moderne institut. Det skulle nu fejres.

Kong Frederik den IX og Dronning Ingrid gik ad den røde løber igennem hallen og ind i festsalen, hvor de satte sig på deres stole foran scenen. Så spillede et orkester bestående af Instituttets nuværende og tidligere musikelever, 3 musikstykker som Henning Riiser havde komponeret til lejligheden. Kong Frederik, der var nodekyndig, havde fået noderne og fulgte med. Her efter gik han på talerstolen og ønskede os alle sammen til lykke med det nye Institut og med håbet om, at det ville blive til glæde og gavn for de synshandicappede. Her efter var der en rundvisning, hvor kong Frederik var interesseret i svømmehallen; Dronning Ingrid tog et elevværelse i nærmere øjesyn, mens Kong Frederik gik hen til forstander H. C. Sejerups kontor og fik en kold øl.

Om aftenen var der festmiddag i spisesalen, hvor socialminister Natalie Lind holdt festtalen.

Blindeinstituttet var i slutningen af tresserne og i halvfjerdserne en hel unik, ny og spændende institution. Vi der boede eller kom på Instituttet, fik rigtige mange tilbud og muligheder. Instituttet rummede en øjenklinik, en sygeafdeling, en tandlæge, og skomager. Møgelhøj, købmanden på Tuborgvej, åbnede i hallen om aftenen et lille udsalg af købmandsvarer. Skulle man have en hel kasse øl, måtte man dog bestille den en dag i forvejen.

Der var sportsfaciliteter som udendørs løbebane, springgrav, gymnastiksal og svømmehal. Der var altid, efter skoletid, en skolevagt, der kunne hjælpe med lektier. Der var musikundervisning, hobby musik, eller bands. Jeg gik nogle år til harmonika undervisning hos Thorkild Nielsen.

Der var aftenskole med sprog, keramik og andet. Træværkstedet, hvor vi fik hjælp til at snedkerere. Søren Marcussen, Steen Jensen, Freddy Pedersen og jeg byggede en båd i løbet af en vintersæson. Det var under kyndig ledelse af Børge Vestergaard, som var ansat på materialelaboratoriet.

Min bror og jeg sejlede og fiskede fra båden i mange år. Så kom den til Søren i Karrebæksminde og endte til sidst efter mange år på en legeplads i Viby.

Steen Jensen og jeg gik også til roning i Hellerup roklub, hvor vi for øvrigt var på en uforglemmelig tur til en venskabsklub i London. Så vi har roet på Themsen og spist frokost i House of Commons, da en af roklubbens venner var medlem af Underhuset og inviterede os på middag.

I Instituttets kælder var ”Klubben”. Her var åben hver aften og den var bemandet med pædagoger. Der var bowlingbane, bordtennis, træsløjd eller bare almindelig hygge med kaffe eller the. I weekenden kunne man køre sig en tur i Instituttets røde bil, ”lynet”, hvis der var en pædagog, der var til det.

Vi havde ikke nøgle til Instituttets hoveddør, da det var slotsvagten, der passede på ”Statens Institut for Blinde og Svagsynede”. Kom vi sent hjem, fordi vi havde været i byen, måtte vi nogle gange vente udenfor, da vagten var på rundering. Men på et tidspunkt kom han forbi hovedindgangen og lukkede os ind.

Jeg boede på afdeling C. Der boede også en socialpædagog, der skulle sørge for, at de unge mennesker, der boede på afdeling C, havde det godt.

Mange af de andre ansatte boede også på Instituttet: forstanderen, oldfruen, økonomaen, stue- og køkkenpigerne, social- og fritidspædagoger, pedellen og pedelassistenten med flere.

Vi fik gjort rent på vort værelse og fik udleveret rent sengetøj og håndklæder. Vi blev vækket om morgenen ved ”alle kald”. Vi kunne også blive kaldt op på værelset, hvis der var telefon til os. Så skulle vi gå ud i afdelingens telefonboks og tage samtalen der.

Der var en dagligstue med fjernsyn. Et køkken med et aflåseligt skab til hver beboer. Der var vaskerum med vaskemaskine, et tørrerum og et skopudsningsrum.

Hver morgen satte vi os ind i spisesalen og fik morgenmad, kaffe, te og rundstykker.

Til frokost smørrebrød (hvis vi ikke havde fået en madpakke med ud af huset) og om aftenen to middagsretter altid serveret af stuepigerne, som blev styret af oldfruen. Maden blev tilberedt af køkkenpersonalet, som blev styret af økonomaen. Det var ren luksus.

Der var altid nogen at være sammen med. Kaffeautomaten i hallen var et samlingssted, hvor man altid kunne møde andre, hvis det var det man havde lyst til.

I det første år på det nye Institut fik jeg genopfrisket mine skolekundskaber. I de næste 2 år gik jeg på realkursus på ”de forenede Realkurser” i Haraldsgade. Skriftlige opgaver skrev jeg på en mekanisk skrivemaskine og ved oplæsning havde jeg en arkitektlampe, der gav mig det lys, jeg havde brug for.

Efter den afsluttende realeksamen var mit synsfelt blevet så lille, at jeg ikke længere kunne læse almindelig skrift. Jeg fik derfor undervisning i at læse og skrive punktskrift.

I 1972 kom jeg på et ”forberedelses kursus” sammen med Bent Christensen, der var i samme situation som jeg. Vi skulle forberedes til at tage en studentereksamen. Det blev et år med meget koncentreret og udbytterig undervisning i fagene: dansk og dansk punktskriftforkortelser, engelsk og engelsk punktskriftforkortelser, tysk og tysk punktskriftforkortelser, Fransk, matematik og latin. Ved årets afslutning gik vi op til prøve i latin og tog den lille latinprøve, hvor vi kun anvendte punktskrift til læsning. Det gav mig samtidig en tro på, at punktskriften kunne bruges til noget fornuftigt.

Det endte med, at vi meldte os til et Hf-kursus på Gentofte Statsskole. Så slap vi også for faget fransk.

I sommerferien tog vi, som en yderligere forberedelse, på en 3 ugers sprogskole i Brighton i Syd England.

Efter 2 år tog vi en fuld Hf-eksamen, minus idræt. Vi skrev i undervisningen på ”ikke lydløse” punktskriftmaskiner eller indtalte noter på vor notatbåndoptager. Bøgerne havde vi på punktskrift på skolen og et ekstra eksemplar hjemme. Nogle bøger, historie, religion, biologi og psykologi fik vi på lydbånd. Vi havde også mulighed for at betale for sekretærbistand til oplæsning af uddelte fotokopier og lignende.

Når vi fandt det nødvendigt, modtog vi lektiehjælp fra Instituttet i fagene matematik, tysk og engelsk. Vi blev taget rigtig godt imod af skolen og eleverne. Vi huskede at deltage i alle de fester, der blev holdt og jeg mindes de 2 år som, at have været en rigtig god tid.

Selvfølgelig tænkte jeg over, hvad jeg skulle efter HF. På det gamle Institut havde jeg kort mødt en ung blind mand, Kurt Nielsen, der lige var blevet færdig på lærerseminariet. Jeg kunne godt tænke mig at arbejde med andre mennesker, så jeg overbeviste Instituttets studienævnt om, at folkeskolelæreruddannelsen ville være det helt rigtige for mig.

I 1975 begyndte jeg derfor på Blågaard seminarium. Det første år koncentrerede vi os om: Matematik, dansk, religion og skrivning. Jeg blev fritaget for skrivning. Men fik rigtige gode karakterer i de andre fag.

Jeg valgte så historie og kristendom som linjefag. Mange af mine bøger fik jeg på kassettebånd; men sjældent til tiden. Til gengæld mødte jeg så op til al undervisning i de 4 år uddannelsen varede. Jeg deltog i alle festerne og blev kæreste med min ”personlige assistance,” der også var lærerstuderende. Vi fik senere barn sammen og vi har nu 3 børnebørn.

Jeg blev rigtig godt modtaget på Blågaard seminarium af lærerne og de andre studerende. Jeg havde også nemt ved at få praktikpladser. Jeg gik blot ud på den skole, hvor jeg ønskede at komme i praktik og bad om at komme til at tale med skoleinspektøren, så havde hun jo også mulighed for at se ”giraffen”.

Jeg brugte flittigt min notatbåndoptager til at indtale noter på, som jeg senere renskrev på punktskrift.

Jeg fik en rigtig god lærereksamen og jeg gik sammen med mine studiekammerater ud og søgte job. I Københavns kommune og i Gladsaxe kommune var de meget interesseret i en ung nyuddannet lærer; men da det gik op for dem, at han ikke havde et normalt syn, mistede de lidt af interessen. Men i Gentofte kommune mødte jeg en imødekommende viceskoledirektør, Henry Dichmann, der godt ville give mig en chance. Han sagde: ”Nu har du gjort dig en så stor umage for at blive uddannet til folkeskolelærer, så skal du også have mulighed for at vise, at det kan lade sig gøre”.

Vi aftalte, at jeg kom på prøve, så hvis det gik, blev jeg ansat og hvis det ikke gik, skiltes vi som aftalt.

Viceskoleinspektøren kørte mig ud til Dyssegaardsskolen, en almindelig kommuneskole med cirka 400 elever. Her blev jeg præsenteret for skoleinspektøren med ønske om, at de tog godt imod mig. Det blev jeg også både af kolleger og eleverne. Jeg var ansat på Dyssegaardsskolen i 6 år.

Jeg underviste i historie og kristendom på alle klassetrin. Jeg indgik i en tolærerordning i Dansk. Jeg har blandt andet været med til at starte 2 førsteklasser med 28 børn i hver.

Det var meget tilfredsstillende, at jeg kunne bruge min læreruddannelse, til det den var tænkt til.

Det var meget vigtigt, at jeg kendte elevernes navne. Jeg lavede derfor altid et ”klassespejl” på punktskrift. Jeg kunne godt skrive på tavlen; men ikke læse det jeg havde skrevet. Jeg fik nogle materialer indlæst på kassettebånd, andre på punktskrift og nogle indlæst af min sekretærbistand. Jeg sørgede altid for at være velforberedt til mine timer. Jeg brugte den gang den hvide stok til og fra skolen; men på selve skolen kunne jeg godt færdes uden stok.

I 1985 blev jeg kontaktet af Anna Johansen, der var underviser på Blindeinstituttet og som fortalte mig, at der var en ledig stilling på Instituttet og at de gerne ville ansætte en synshandicappet lærer. Sjældent at et synshandicap bliver foretrukket i et stillingsopslag.

Jeg søgte stillingen og fik den. Det var på Senblindeafdelingen, hvor jeg skulle undervise nyblinde i punktskrift og båndteknik. På dette tidspunkt havde vi ingen elektroniske hjælpemidler.

Jeg boede den gang i min lejlighed på Hellerupvej og plejede at gå af Rygaards Alle og C. V. E. Knuthsvej til Dyssegaardsskolen. Men den 1. marts 1985 fortsatte jeg ud af Rygaards Alle med retning imod Instituttet. Flere af de skoleelever fra Dyssegaardsskolen jeg mødte råbte naturligvis til mig, at jeg gik den forkerte vej. Klokken lidt i 9 stod jeg ved Instituttets hovedindgang og blev budt velkommen af forstander Kirsten Jansbøl, der godt nok var ude for at modtage nogle gæster fra Københavns Kommune og så tilfældigt mødte mig. Her efter gik jeg til Senblindeafdelingen og blev taget godt imod af afdelingsleder Inger Gram Henriksen.

Jeg har været ansat på Blindeinstituttet i 33 år ind til jeg den 1. april 2018 valgte at gå på pension. Det har været en meget god og interessant arbejdsplads. Efterhånden som årene gik, kom der hele tiden nye hjælpemidler, jeg skulle undervise i brugen af. Computer med forskellige skærmlæsere og programmer. Elektroniske punktskriftapparater som log-text, braille lite og U2. Daisy-afspillere og notatapparater og sidst smartphone som iPhone.

I begyndelsen af min ansættelse var kursisterne tit på kursus i halve og hele år; men efterhånden som amterne forsvandt og kommunerne tog over blev kursuslængden markant mindre og tiden til at kursisterne kunne lære de forskellige færdigheder og hjælpemidler, blev meget kortere. Kravet til dokumentation og rapportskrivning, voksede og tog en større del af min arbejdstid.

Undervisningsdelen var jeg meget glad for. Jeg har igennem de mange år, jeg har været ansat undervist i hundredvis af forskellige slags synshandicappede. Unge og gamle, rige og fattige, nyblinde og barneblinde, Mennesker fra alle forskellige dele af jorden og samfundslag. De mennesker jeg skulle undervise, har alle sammen været unikke og med forskellige behov. Så mit arbejde har altid givet mig nye udfordringer omkring metode og pædagogik. Aldrig to dage, der var ens.

Jeg havde sammen med 6 af mine synshandicappede kollegaer, ansat 2 sekretærer til varetagelsen af den bevilligede sekretærbistand. En meget fin ordning, der betød, at jeg kunne modtage sekretærbistand, når jeg ønskede det.

Jeg følte mig meget værdsat af mine kursister og kolleger.

Jeg bor nu i mit hus i Bagsværd. Selv om jeg er helt blind, tog jeg bus og S-tog til og fra mit arbejde på Blindeinstituttet i Hellerup.

Siden jeg tog den lille latinprøve, har jeg altid betragtet punktskriften som blindes vigtigste hjælpemiddel. Uden punktskriften vil jeg ikke have kunne taget min uddannelse eller passe min undervisning. Punktskriften giver mig mulighed for at arbejde effektivt med noter.

Jeg har altid talt varmt om punktskriftens muligheder til de kursister, hvor det har været relevant.

Jeg har flere gange deltaget i undervisningen af kommende undervisere i punktskrift. De har indtil nu altid selv været brugere af punktskriften. Men det tynder ud i antallet af undervisere, der kan motivere nyblinde og barneblinde til at lære punktskrift og holde deres undervisningsfærdigheder ved lige.

Jeg begyndte derfor at afholde kurser, hvor synsprofessionelle fra hele landet kunne blive orienteret om punktskriftens muligheder og jeg har også afholdt kurser for synsprofessionelle, der ville undervise i punktskrift. Det er vigtigt, at den faglige viden og det faglige undervisningstilbud i punktskrift er til rådighed over alt i landet. Således at kommunens tilbud til deres synshandicappede borgere også kan omfatte brugen af punktskriften.

Fra jeg i foråret 1968 tog mit arbejdstøj af for sidste gang og til jeg begyndte at undervise som folkeskolelærer gik der 10 år. Rehabilitering, realkursus, Hf-kursus og seminarieuddannelsen.

Når en ung mand i dag bliver blind, skal han også have 10 år til at vende tilbage til arbejdsmarked; men får han det?

Lige siden jeg var 7 år, har jeg altid haft et arbejde. Jeg har kun været afbrudt, for fast arbejde, i de 10 år, hvor jeg måtte omskoles til blind underviser.

Omskolingen lykkedes kun fordi ”Statens Institut for Blinde og Svagsynede” hjalp mig med det og tak for det.

Da jeg blev elev på Instituttet, var jeg ikke i tvivl om, at jeg på et tidspunkt ville få en uddannelse og få et job. Det var mine synshandicappede kammerater heller ikke. De fik også alle en uddannelse og et job. Mærkeligt at tænke sig det i dag, hvor tiden og mulighederne er nogle helt andre. Hvorfor er de det?

Jeg kunne godt tænke mig, at der igen ville blive mulighed for, at unge og voksne blinde og stærkt svagsynede kunne få mulighed for at bo og studere sammen i længere tid. En moderniseret form at det tilbud, der var i de glade tressere og halvfjerdsere. Hvor man, som synshandicappet, i flere år, sammen med ligestillede, kunne modtage undervisning og sammen fordybe sig i de ønsker og muligheder man havde til sin fremtid. Så man, med en styrket baggrund, kunne tage den relevante uddannelse, der ville føre til den ønskede beskæftigelse.

Det er en meget lang og tidskrævende proces at rehabilitere og revalidere en borger, der er blevet blind; men når det bliver gjort rigtigt, giver det bonus på alle fronter.

Det er nu mere end halvtreds år siden, jeg på grund af mit synshandicap mødte Statens særforsorg for blinde.

Der er i de sidste halvtreds år sket mange store ændringer på blindeområdet og Jeg var heldig, at systemet den gang var i topform og havde de ressourcer, der skulle til, da jeg fik brug for samfundets hjælp. Det var med til at give mig en livslang beskæftigelse og en fornuftig tilværelse.

Tiden i dag er en anden; men måske vil læserne alligevel finde inspiration eller hjælp i min tankevækkende historie.

Med venlig hilsen

Peter Frederik Hansen.

Jeg er nu trådt ind i min pensionistalder. Noget jeg, i al hemmelighed, har set frem til. Jeg skal nu ikke længere, tidlig om morgenen, drage af sted mod pålidelige eller nogle gange upålidelige offentlige transportmidler, bus og S-tog, til mit underviserjob på Instituttet i Hellerup. Et job jeg godt nok har været glad for; men som også har været meget forpligtende og lidt af en tidsrøver. Mine forventninger til hvad jeg nu vil få tid til og al det jeg nu vil kunne gøre, er endnu ikke blevet indfriet. Men jeg har jo, på papiret, tilsyneladende mere tid nu

Jeg har for flere år siden fået etableret 6 små højbede bygget op af de samme brosten, som er lagt på ”koteletbenet” og terrassen, de er limet sammen. Her dyrker jeg i det ene asparges, de har fået et bed, som er deres, Ligesom rabarberne og jordbærerne har fået det. Et bed med løvstikke, purløg og basilikum har jeg også. Altid et bed med ærter og et andet bed, hvor jeg eksperimenterer med majs, gulerødder, rødbeder, radiser og andet. Bedene er 40 centimeter høje og derfor gode at sidde på. Et klogt arrangement, der giver mig mulighed for at passe det selv. De skal selvfølgelig, ligesom drivhuset, vandes i vækstsæsonen. Derfor har jeg fået etableret en stor vintønde til husets nedløbsrør fra taget. Her opsamler jeg regnvandet og via en vandslange, vander jeg drivhuset og bedene med gratis regnvand.

Alligevel vokser drivhusets planter mig ret hurtigt ud af min kontrol. Agurker, tomater, grønne pebere og chili blander sig imellem hinanden og snart ligner drivhusets indre et udsnit af den uberørte jungle på Borneo eller den ugennemtrængelige regnskov i Amazonas.

Min bror Leo kommer jævnligt forbi min matrikel på Aldershvilevej og vurdere den aktuelle tilstand. Nogle gange kikker han ind i drivhusets jungle, mens han kommer med en fornuftig anbefaling: ”Peter, næste år skal du skære lidt ned på antallet af planter i dit drivhus”! Det har han nu sagt i mange år og alligevel er det planterne, der overtager drivhuset fuldt og helt. Nogle gange kommer Frederik, mit barnebarn på 8 år, smilende ud af junglen, som en anden hovedjæger, med en agurk på størrelse med et stort græskar, idet han råber: ”se, hvad jeg har fundet”!

Anne Birthe har meget betænksomt givet mig to høns i fødselsdagsgave, da jeg i juli 2018 fyldte 70 år. Mit hønsehus var på det tidspunkt tom og savnede nye beboere. Rart, at jeg nu igen kunne tilføre køkkenet friske økologiske æg til husholdningen. Tanken med hønsene var også, at de skulle gå frit rundt i haven og nyde den smukke natur. Jeg hegnede derfor haven ind, hvor jeg fandt det nødvendigt. Blandt andet med et hegn i den nyplantede bøgehæk i baghaven. Det var hyggeligt, at kunne sidde i havestolen under solparasollen og høre hønsenes klukken, mens de fandt og fjernede snegle og biller, der ikke skulle være en del af naturen her. Men så en dag var hønsene væk. Jeg ledte og kaldte på dem. Så blev jeg klar over, at mine naboer uopfordret havde fået fritgående høns. Det udviklede sig til en spændende hønsejagt, hvor jeg blev nødt til at inddrage min søn Andreas. Han viste sig, at have et godt jagtinstinkt ved at fange den ene; men den anden var pist borte, ind til mine flinke naboer sidst på dagen fik den gennet ind af havelågen. Høns har åbenbart også brug for at få udvidet deres horisont.

I juli måned samler jeg familien til grillfest i min smukke have, også kaldet ”Hansens familiehave”. Flere gange har vi begyndt dagen med et besøg på frilandsmuseet eller en anden seværdighed. Her efter samles vi i haven til snobrød over bålet på havens bålplads og senere et grillparty på terrassen. Et par dage efter er det ”drengenes” tur til grillparty, nu hvor mit fadølanlæg er i gang.

Græsset slår Andreas og Frederik med plænetraktorens græsklipper. Når Frederik sidder på traktorens sæde alene, vejer han ikke nok til, at dens sikkerhedslås vil tillade, at den køre. Så ind til nu må han have sin far med. Rensning af tagrenderne, pudse vinduer, klippe og beskære vinplanterne, plukke, æbler og blommer, klare jeg selv. Plukke kirsebærrene sørger fuglene for.

Om vinteren er det første jule dag, hvor familien er inviteret til julefrokost, til den traditionsbundene grønlangkål og den hjemmelavede medister. En uges tid før frokosten har Lene, Leo og undertegnede fremstillet cirka 10 meter julekrydret medister, ved hjælp af min udmærkede pølsestopper, naturtarme, samt gode råd fra Morten, slagteren på Aldershvilevej. Min søster Anne og jeg køber ind og dækker et smukt julebord til 30 – 40 voksne og børn. Et arrangement vi igennem årene har fået stor viden og erfaring med og som vi synes er sjovt.

Allerede i begyndelsen af 1970’erne begyndte min bror og jeg at fiske fra Vedbæk havn. Den gang var det fra den båd, som 3 af mine venner og jeg havde bygget inde på Blindeinstituttet. Senere købte min bror og jeg en Kegnæs jolle af min ven Freddy fra Assens. Leo og jeg sejlede den fra Assens til Vedbæk. Det var en sjov tur, hvor vi blandt andet overnattede hos min storsøster og svoger i Vordingborg. Da jeg midt i 1970’erne flyttede fra Gl. Holte til Nørrebro, overtog Leos nabo Bjarne min andel af båden og Leo og Bjarne har fisket fra den lige siden. For et par år siden købte min søn Andreas skibet ”Maria.” En motorsejler, der overraskende nok drives frem af en el-mortor, når den ikke har hejst sejlet. Det er en fornøjelse, at sejle med den, da der ikke følger larmende motorstøj med; men blot skruens hyggelige rislen. ”Maria” hører også hjemme i Vedbæk havn. Det er en sund og fornuftig beskæftigelse, at sejle ud på Øresund og pilke sig en torsk eller to til frokosten eller aftensmaden. Her er det min bror og jeg, der er ude på sundet med Andreas og Frederik på det gode skib ”Maria”.

Hver uge, fredag eller lørdag, kommer Andreas og Charline og mine tre børnebørn Frederik, Simone og Julius og vi spiser aftensmad sammen. Tit, når Anne Birthe og Sille ikke er i deres sommerhus, kommer de og spiser med. Sille er en meget sød Engelsk cocker spaniel, som trives fortrinligt i familiens selskab. Om vinteren prøver jeg også at få et påskud til at tænde pejsen og til at stege en flæskesteg i ovnen. Frederik er med på den. Simone vil heller tegne, klippe og klister. Julius synes godt om klaveret, som han lige kan nå tangenterne på, når han står på tæerne.

Vinteren giver også gode muligheder for at sidde ved computeren og gå på nettet eller skrive en indkøbsseddel til Intervare sende og læse mail eller rydde op i min computers mange dokumenter. Vinteren er også tiden, hvor jeg får læst mange spændende og interessante bøger. Det er lydbøger, som jeg låner fra Nota.

I de sidste 30 år har jeg hver sommer holdt en uges ferie sammen med tre af mine gode blinde venner. Vore oplevelser har jeg skrevet om i min bog ”Blinde ferier”.

Læs mere om min bog på blindeferier.dk

Med Venlig hilsen

Peter Frederik Hansen.

Peter(á)aldershvilevej.dk

Tel: 23 61 54 54